Handelsbetingelser, skrevet, så de kan læses.
Det, der gælder, når jeres virksomhed bruger Adea: abonnementer, betaling, jeres data, opsigelse og sletning.
Version 3.0, opdateret 7. oktober 2026
Betingelserne gælder, når en virksomhed bruger Adea. De er skrevet, så de kan læses.
1. Hvem og hvad
Adea leveres af Marcus Wilstrup, momsnr. PT310292522, Rua da Fonte 85 B, Capride, 2785-371 São Domingos de Rana, Portugal (»Adea«). Aftalen indgås med den virksomhed, der opretter kontoen (»kunden«). Den, der opretter kontoen, bekræfter at have ret til at binde virksomheden.
Adea sælger kun til virksomheder og andre erhvervsdrivende, ikke til forbrugere. Forbrugerbeskyttende regler, fx om fortrydelsesret, gælder derfor ikke.
Adea er en webtjeneste, der holder en virksomhed orienteret om dens egen forretning. Kunden forbinder sine databaser, sin kode og de tjenester, kunden bruger, og Adea holder øje med tallene, fortæller teamet, når noget ændrer sig, og hvorfor, besvarer deres spørgsmål med kilderne vist og holder lister, dashboards og rapporter for dem. Adea læser kun fra det, kunden forbinder, og skriver aldrig til kundens systemer.
2. Demo, Gratis og prøveperiode
Demoen er gratis og kræver ingen tilmelding. Den viser Adea på en eksempelvirksomhed. Hver besøgende får sin egen kopi, som slettes, når ingen har brugt den i 24 timer. Demoen kan ændres eller lukkes uden varsel, og der er ingen aftale om drift eller support for den.
Gratis kræver ikke betalingskort og har ingen udløbsdato. Det har i alt de Deep credits, der står på prissiden, og de fornyes ikke. Har ingen i virksomheden åbnet Adea i 30 dage, holder Adea op med at holde øje med tallene, til nogen åbner Adea igen. Har ingen åbnet Adea i 90 dage, slettes forbindelsesoplysningerne til kundens datakilder, og kunden forbinder dem igen for at fortsætte.
Prøveperioden giver 14 dage med Pro og 25 Deep credits. Den kræver et betalingskort, som kunden oplyser gennem Stripe, når prøveperioden starter. Der trækkes ikke noget i prøveperioden. Adea minder kontoens administratorer om det 3 dage før, prøveperioden slutter. Når den slutter, starter abonnementet på Pro, og den første måned trækkes på kortet, medmindre kunden har opsagt. Kunden kan opsige når som helst i Adea eller med linket i påmindelsen og kan også starte abonnementet før tid. Opsiger kunden, trækkes der ikke noget, og når prøveperioden slutter, går virksomheden tilbage til Gratis uden Deep credits. De andre betalte abonnementer kan vælges direkte uden prøveperiode.
Gratis og prøveperioden gælder én gang pr. virksomhed. Adea afgør det ud fra domænet i mailadressen, eller ud fra selve adressen, når den er hos en almindelig mailudbyder som Gmail eller Outlook. Har virksomheden allerede haft dem, starter en ny konto, når kunden har valgt og betalt for et abonnement.
En AI-agent kan oprette kontoen på kundens vegne, men kontoen findes først, når kunden har bekræftet den i den mail, Adea sender.
3. Konto, brugere og assistenter
Kontoen har mindst én administrator. Administratorer inviterer brugere, vælger deres roller og bestemmer, hvad hver af dem må se. Antallet af brugere er ikke begrænset. Kunden er ansvarlig for, at brugerne følger disse betingelser, og for at deres måder at logge ind på holdes sikre.
En bruger kan forbinde en AI-assistent eller agent til Adea. Den handler med den brugers rettigheder og ikke mere, og kunden er ansvarlig for det, den gør. Handlinger, der skal bekræftes, fx at ændre, hvem der har adgang, eller at dele uden for virksomheden, bekræfter brugeren selv i Adea, aldrig assistenten.
4. Priser og Deep credits
Priserne står på prissiden. De gælder pr. måned for hele virksomheden og er uden moms. Priserne er i euro, eller i amerikanske dollars, hvis kunden vælger det, første gang der betales. Den valuta gælder for hele abonnementet.
Almindelige spørgsmål er med uden måler, inden for rimelig brug (punkt 12). Dybere arbejde bruger Deep credits, fx at finde ud af, hvorfor noget skete, at læse kode, en rapport eller en præsentation. Adea viser prisen, før arbejdet går i gang, og et svar, der fejler eller bliver afvist, koster aldrig en Deep credit. Det, Adea gør af sig selv, fx at lære dataene at kende, holde øje med tallene og de undersøgelser, Adea selv sætter i gang, er med inden for abonnementets daglige grænser.
Abonnementet bestemmer, hvor mange Deep credits der er med i hver betalingsperiode. Deep credits, der ikke er brugt, når perioden slutter, bortfalder og kan ikke overføres.
Mens kunden betaler for et abonnement, kan en administrator købe ekstra Deep credits i pakker med 100. En pakke gælder i 12 måneder fra købet og bruges, når periodens Deep credits er brugt.
Skifter kunden til et større abonnement, gælder det med det samme: Kunden betaler forskellen for resten af perioden, og de ekstra Deep credits kommer, når betalingen er gået igennem.
5. Betaling og moms
Abonnementet betales forud for en måned ad gangen med kort gennem Stripe. Alle priser er uden moms. Adea er etableret i Portugal. Moms og lignende afgifter lægges til, hvor loven kræver det, og står på fakturaen. En virksomhed i et andet EU-land, der oplyser et gyldigt momsnummer, faktureres uden moms og afregner selv momsen (omvendt betalingspligt).
Går en betaling ikke igennem, giver Adea kontoens administratorer besked og prøver igen. Er betalingen ikke på plads 14 dage efter, sættes kontoen på pause: Brugerne kan logge ind og se alt, de har lavet, men ikke sætte arbejde i gang, der bruger Deep credits, før betalingen er gået igennem. Pausen ændrer ikke på, at beløbet skal betales.
Ændrer Adea priserne, giver Adea kontoens administratorer mindst 30 dages varsel, og ændringen gælder først fra næste betalingsperiode. Betaling refunderes ikke, medmindre disse betingelser eller databehandleraftalen siger andet.
6. Opsigelse
Abonnementet løber fra måned til måned. Kunden kan opsige det når som helst i Adea. Det betalte abonnement kører så til udgangen af den betalte periode, og derefter går virksomheden over på Gratis. Opsigelse i prøveperioden står i punkt 2.
Sletter kunden virksomheden i Adea (punkt 8), ophører abonnementet med det samme, uden refusion for resten af perioden.
Adea kan opsige med 30 dages varsel. Ved væsentlig misligholdelse, herunder manglende betaling i mere end 30 dage efter forfald, kan hver af parterne hæve aftalen med øjeblikkelig virkning.
7. Kundens data og adgang
Alt, hvad kunden forbinder og gemmer i Adea, er kundens. Adea bruger det kun til at levere tjenesten og aldrig til at træne AI-modeller. Behandler tjenesten personoplysninger, gælder databehandleraftalen, som en administrator accepterer i Adea.
Kunden indestår for at have ret til at give Adea adgang til den kode, de data og de tjenester, kunden forbinder, og for at adgangen ikke krænker andres rettigheder, fx ophavsret, licensvilkår eller fortrolighedsaftaler. Kunden holder Adea skadesløs for krav fra andre, der skyldes, at kunden har givet adgang uden at have ret til det. Kunden giver kun læseadgang og forbinder ikke data, Adea ikke er beregnet til, fx følsomme personoplysninger, medmindre de er skjult i Adea.
8. Eksport og sletning
En administrator kan når som helst eksportere alt, hvad Adea har for virksomheden: spørgsmål og svar, dashboards, lister, indsigter, teamet og sikkerhedsloggen.
En administrator kan slette virksomheden i Adea. Fra det øjeblik kan ingen logge ind, og abonnementet ophører. I 30 dage kan en administrator genskabe virksomheden med linket i den mail, Adea sender. Derefter slettes alt for altid, som det står i databehandleraftalens punkt 11.
9. Deling
Brugere kan dele et svar, et dashboard, en liste eller en præsentation med resten af virksomheden, og på de abonnementer, der har det, med alle gennem et offentligt link. Alle, der har et offentligt link, kan se det, der er delt, uden at logge ind. Et offentligt link har en adresse, som ingen kan gætte, kan have en sidste dag og kan slås fra når som helst. Kunden bestemmer, hvem der må lave offentlige links, og er ansvarlig for det, brugerne deler.
10. Brugsdata
Adea må lave anonymiserede, samlede opgørelser over, hvordan tjenesten bruges, fx antal spørgsmål, svartider, omkostninger og fejl, og bruge dem til at drive og forbedre tjenesten. De indeholder aldrig indholdet af kundens data, kode, spørgsmål eller svar, kan ikke føres tilbage til kunden eller en person og bruges aldrig til at træne AI-modeller.
11. Svar fra AI
Adea bruger AI til at forstå spørgsmål, finde årsager og skrive svar. Svar kan indeholde fejl. Derfor viser Adea de kilder, det opslag og de antagelser, et svar bygger på. Kunden skal selv vurdere, om et svar er godt nok, før det bruges til beslutninger med store økonomiske eller juridiske følger.
12. Rimelig brug
Kunden må ikke forsøge at omgå adskillelsen mellem virksomheder, tilgå andres data, belaste tjenesten unødigt, kopiere eller dekompilere den eller bruge den til noget ulovligt. Adea kan spærre en konto, der gør det, og giver besked, hvis det er muligt.
Almindelige spørgsmål har ingen måler, men der er et månedligt loft pr. abonnement, så én virksomhed ikke kan gøre tjenesten langsom for andre. Et almindeligt team når det ikke. Alle kodebaser er med i prisen. En usædvanligt stor kodebase, eller en, der ændres så ofte, at læsningen belaster tjenesten urimeligt, kan Adea efter en snak med kunden læse sjældnere eller i mindre dele, eller tilbyde en særskilt aftale.
13. Drift og support
Adea tilstræber høj tilgængelighed og varsler planlagt vedligehold, men garanterer ikke uafbrudt drift. Support sker på mail til hello@adea.app, og et menneske svarer.
14. Force majeure
Ingen af parterne er ansvarlige for forsinkelse eller manglende opfyldelse, der skyldes forhold uden for partens kontrol, som parten ikke burde have forudset, da aftalen blev indgået. Det gælder fx krig, naturkatastrofer, strejke, myndighedsindgreb, cyberangreb, svigt i internet eller strøm og nedbrud hos leverandører, herunder AI-leverandøren og hostingleverandøren. Parten giver besked hurtigst muligt. Varer forholdet mere end 30 dage, kan hver af parterne opsige aftalen med øjeblikkelig virkning, og forudbetalte beløb for den resterende periode refunderes.
15. Rettigheder
Adea ejer tjenesten og alt i den. Kunden får en ikke-eksklusiv ret til at bruge tjenesten, så længe aftalen løber. Kunden ejer sine data og det, kunden får ud af Adea: svar, lister, dashboards, rapporter og præsentationer.
16. Ansvar
Adea hæfter efter dansk rets almindelige regler, men ikke for driftstab, tabt fortjeneste, tab af data, tab af goodwill eller andre indirekte tab.
Adeas samlede ansvar over for kunden efter disse betingelser og databehandleraftalen tilsammen er begrænset til det beløb, kunden har betalt Adea for tjenesten i de 12 måneder før den begivenhed, der gør Adea ansvarlig, dog mindst et beløb svarende til 100 euro.
Begrænsningerne gælder ikke ved forsæt eller grov uagtsomhed. De ændrer ikke de registreredes rettigheder efter databeskyttelsesreglerne, og de gælder ikke, hvor databehandleraftalen eller ufravigelig lovgivning ikke tillader en begrænsning.
17. Overdragelse
Adea kan overdrage aftalen, herunder databehandleraftalen, til et selskab, som ejes eller kontrolleres af Adea eller Adeas ejer, også et selskab etableret uden for EU/EØS. Adea giver kontoens administratorer skriftlig besked mindst 30 dage før. Det nye selskab overtager alle Adeas rettigheder og forpligtelser, og kunden skal ikke gøre noget. Kunden kan opsige som beskrevet i databehandleraftalens punkt 14. Kunden kan kun overdrage aftalen med Adeas skriftlige samtykke.
18. Ændringer og beskeder
Adea kan ændre betingelserne med mindst 30 dages varsel til kontoens administratorer. Kunden kan opsige, hvis ændringen er til skade for kunden. Beskeder efter aftalen gives på mail til kontoens administratorer eller i Adea.
19. Lovvalg og tvister
Aftalen er underlagt dansk ret. Tvister afgøres ved Københavns Byret som første instans.
20. Kontakt
Skriv til hello@adea.app. Om personoplysninger skriver du til privacy@adea.app, og om sikkerhed til security@adea.app.